Smeden fra Ledøje

Af Erik Hjortkær Andersen, 30. September 2004

Første gang jeg hørte om smeden fra Ledøje fra Ledøje var i radioprogrammet giro 413, hvor Ole Monty og Knud Pheiffer fremførte Osvald Helmuths sketch om Nielsen, der kunne kopere. Nielsen præsenterede sig som smed og dilletantskuespiller i Ledøje, hvor man blandt andet havde spillet ‘Kong Erik og De Fredløse’ (Nielsen havde spillet med i ‘De Fredsløse’) og balletten ‘Livjægeren fra Amager’. Digtet, Nielsen fremførte, indledtes med: Vi havde et hus med et par tønder land tæt ude ved klintens trone, min far var tøffel- og træskomand, og min mor var vaskekone…’ Som et kuriosum skal det nævnes, at Ole Monty på grund af sketchen blev så populær i Ledøje, at han i 1963 blev udnævnt til æresborger og kom ud og mødte den rigtige smed, Niels Peter Nielsen, der på Sdr. Gade 13 drev smedevirksomhed fra 1909 til han døde i 1967, 84 år gammel. Der var i samme periode mindst to andre smedevirksomheder i byen. På Gadebrøndvej 1 havde Kristian Pedersen fra 1917 til 1922 en smedje, der blev overtaget af Niels Peder Larsen, som menes at have haft virksomheden til en gang i 30-erne. På Råbrovej 36 havde Peder Larsen smedje i perioden 1888 til 1931.

Smedjevirksomheden var i den periode en vigtig servicevirksomhed for det landbrug, der dengang prægede landsbyen.

I 1959 startede Otto Johansen virksomhed fra Holmevej 4. Forinden havde han som ung svend været ansat i 14 forskellige virksomheder spredt over Sjælland. De mange forskellige arbejdspladser var udtryk for, at han var tiltrukket af alt nyt, en indstilling, der også prægede ham som selvstændig. Otto Johansen var på det tidspunkt 33 år, født i Husum 1926 og gift med Anna i 1947. Anna Johansen kom oprindeligt fra Norge, født tæt ved Bergen med en far fra Ringsted og en norsk mor. Anna Johansens familie flyttede efter krigen til Danmark, og Anna mødte umiddelbart herefter Otto til et foreningsbal.

I 1958 havde Otto fået arbejde hos Henning Juul Andersen i Ballerup i forbindelse med renovering af Lindeskolen, hvor murermester Herman havde murerarbejdet. De kom til at tale om Ledøje, hvor Jens Herman Nielsen havde et hus, han gerne ville leje ud. Da han også kunne skaffe Otto noget arbejde hos en gartner Kyed på Skebjergvej, besluttede familien, der nu ud over Otto og Anna også omfattede fem børn, sig til at flytte til Ledøje, hvor den i første omgang boede på Ristoften i Odas hus – Oda var Herman Nielsens kone.

I 1959 købte familien grundene Holmevej 4 og 6 – den første parcelhusudstykning i Ledøje – og opførte som selvbygger på nummer 4 er hus, der kom til at danne bolig de næste tre år for familien og et udhus, der blev ramme for virksomheden, der først kom til at hedde Centralvarmeeksperten. Det skal nævnes, at Otto ikke var autoriseret gas – og vandmester, og at han i øvrigt aldrig blev det. Så i de første mange år arbejdede man helt primært med varmeanlæg.

Leon Johansen, familiens ældste søn, kan huske, hvordan han som 11-årig oplevede mødet med landsbyen. I skolen gik tre klasser sammen, og skoleåret startede i april. Otto måtte tage en tørn med overlærer Hermann, før Leon fik en tilfredsstillende indplacering.

I Ledøje var der ganske mange indkøbsmuligheder, Brugsen, købmand Klinke, Nørregårds manufakturhandel, bager Nielsen og kiosken. Men det var bønderne, der prægede byen. I det store hele oplevede Leon tilflytningen som problemløs.

Otto Johansen fik en god start og måtte snart leje sig ind på Tivoligården og senere også hos bager Nielsen, der så i 1962 solgte ham bageriet og ejendommen på Kirkevej. Den blev herefter stedet, hvor virksomheden, Smeden fra Ledøje, skulle udvikles. Al aktivitet blev samlet her, og i 1967 blev længerne kraftigt renoveret. I de første 1 1/2 år fortsatte bagerudsalget med brød fra ballerupbager og passet af Anna, men da det meste af brødet blev spist af familien og ikke købt Ledøje-borgerne, blev forretningen lukket. Herefter overtog Anna Johansen ansvaret for virksomhedens regnskabsførelse. På det tidspunkt var virksomheden vokset til at beskæftige en halv snes mennesker. Aktiviteten var nu udbredt til også at omfatte VVS-arbejde i forbindelse med typehusbyggeri, enfamiliehuse.

Entreprenørvirksomheden Hågensen var en af virksomhedens største kunder. Det var meget lidt, man arbejdede lokalt. Det tog Niels Peter Nielsen sig af. Det gik godt i 60-erne, og trods oliekriser fortsatte ekspansionen i 70-erne, således at virksomheden i 70-erne beskæftigede 25 – 30 mennesker. Man overlevede en enkelt storkundes konkurs og klarede finansieringen ved leverandørkreditter og med meget små lagre.

Leon fortæller, at han var utrolig god til at skaffe nyt arbejde, men at det kunne knibe med at få regningerne afsluttet og få kradset sine udeståender ind. Medarbejderklimaet var godt, der var stort set ikke problemer med personale og fagforeninger. Smeden fra Ledøje havde ry for at være en god arbejdsplads. Det er bemærkelsesværdigt, at i slutningen af 70-erne, hvor virksomheden beskæftigede 25 – 30 mennesker, var op til en fjerdedel heraf familiemedlemmer, uden at det i øvrigt medførte problemer med øvrige ansatte. Det var også i denne periode, at virksomheden fik langvarige aftaler med Løvens Kemiske Fabrik, Toms Fabrikker og Teknologisk Institut, der medførte at 15 – 20 medarbejdere var i fast arbejde. Alt så altså godt ud i denne periode. Ulykkeligvis får Otto Johansen i begyndelsen af 1980 konstateret kræft og dør kort tid efter i Påsken. Otto havde hos kunderne været en person, man havde kontakt med, og som man indgik aftaler med. Da han døde, opstod et tomrum, der skulle fyldes ud, hvis relationerne skulle bevares.

Det blev sønnerne Leon, Allan og Bjørn, der skulle søge at overbevise kunderne om, at Smeden fra Ledøje fortsat kunne leve op til indgående aftaler alt under Anna Johansens ledelse. På et tidspunkt begynder gasinstallationerne at blive udbredt, og allerede i 1982 stifter Smeden fra Ledøje sammen med 6 andre sjællandske og en enkelt sønderjysk VVS-virksomhed, Dansk Energi Enterprise, som Allan Johansen blev leder af. Virksomheden tilbød i byområder at lægge de nødvendige ledninger fra gashovedledningerne ind til de enkelte husstande. Kunden var alene HNG. Det gik ikke helt som forventet. Man fik enkelte entrepriser, men ikke nok, og derfor besluttede man sig for at overtage entreprenørdelen, gravearbejdet i forbindelse med nedlæggelserne af gasledningerne, og det blev for stor og tabsgivende en opgave. Derfor blev Dansk Energi Entreprise lukket i 1984.

Smeden fra Ledøje allierede sig herefter samme år med Petri & Haugsted og dannede P & H Energi, der på grund af Petri & Haugsteds entreprenørekspertise blev en stor succes, at det i 1985 besluttede at sælge aktiviteterne – bortset fra ejendommen – i Smeden fra Ledøje til P & H Energi. I de næste par år er familien ved Anna, Leon, Allan, Bjørn og Benny ansat i P & H Energi. I perioden 1987-90 trækker hele familien sig ud af virksomheden. Allan etablerer først virksomhed i Ledøje under navnet SFL (Smeden fra Ledøje) og flytter senere til Falster, hvor han starter ny virksomhed SFL-International, der er specialiseret i vedligeholdelse og renovering af rør under jord.

I 1990 starter så Benny virksomheden Benny Johansen & sønner A/S fra adressen på Kirkevej. Allerede efter et halvt år beskæftigede virksomheden 15 medarbejdere. Blandt de nye kunder var Dansk Avistryk, men også Toms Fabrikker vendte tilbage.

I 1993 blev selskabet omdannet til aktieselskab, fra at have været personligt ejet. Benny forklarer, at omdannelsen også skete for at signalere til omverdenen, at virksomheden var solid og stabil. Det gik stærkt derudaf, så i 1994 beskæftigede virksomheden 40 personer. Og det er det antal mennesker, som i dag er ansat i Benny Johansen og Sønner A/S. Men til forskel fra tidligere arbejder fra familien kun Dina, Bennys kone, som administrationsansvarlig og Benny som direktør i virksomheden. Som led i en virksomhedsovertagelse er der oprettet en filial i Køge, og man har også overtaget andre virksomheder bl.a. i Tåstrup, men der er ikke yderligere planer om ekspansion. “Nu er tiden kommet til at konsolidere sig, vi har ingen planer om at blive større” siger Benny. “Egentlig havde jeg planer om at beskæftige op mod 100 mennesker, men jeg fandt ud af, hvor hårdt det er, og besluttede derfor at holde lidt igen, få tid til familien, spille petanque, badminton og dilettant”.

I dag er virksomheden væsentligt beskæftiget med VVS- og ventilationsarbejde, men herudover arbejder man med køleteknik og smedearbejde og som noget helt nyt – i relation til boligselskaber – med traditionelt viceværtarbejde. De store kunder har en betydelig andel af vores omsætning. Løvens Kemiske Fabrikker og Teknologisk Institut er igen blevet kunder, og vi er også blevet leverandør til NOVO og DSB, siger Benny.

Sammenligner man med den virksomhed, som Otto Johansen startede i 1959, kan man konstatere, at fra at være lokal virksomhed med en håndværksmæssig baggrund har Smeden fra Ledøje udviklet sig til en virksomhed, der arbejder regionalt og med et industrielt tilsnit. Vi må konstatere, at den lokale smed i landsbyen er forsvundet, men alligevel optræder Benny ligesom Ole Montys smed i Nielsen jævnligt i dilettantforestilling i Ledøje Forsamlingshus uden dog at have ambitioner om en større skuespillerkarriere.

Om fremtiden siger Benny: “Vi har skabt en god og stabil virksomhed med langvarige kunderelationer. Vi har ingen planer om de store udsving, men vil gerne udvikle os i takt med, at mulighederne opstår. Om sønnerne – der er fire – vil tage over, er deres beslutning, men i modsætning til min far vil jeg ikke have dem i lære. De må få deres uddannelse et andet sted.” Jeg prøver, at køre min virksomhed i min fars ånd, selv om at jeg føler, at jeg indimellem kan have svært ved at leve helt op til ham. Jeg er ikke helt så dristig som ham – har nok arvet min mors besindighed og forsigtighed” slutter Benny.

Første gang jeg hørte om smeden fra Ledøje fra Ledøje var i radioprogrammet giro 413, hvor Ole Monty og Knud Pheiffer fremførte Osvald Helmuths sketch om Nielsen, der kunne kopere. Nielsen præsenterede sig som smed og dilletantskuespiller i Ledøje, hvor man blandt andet havde spillet ‘Kong Erik og De Fredløse’ (Nielsen havde spillet med i ‘De Fredsløse’) og balletten ‘Livjægeren fra Amager’. Digtet, Nielsen fremførte, indledtes med: Vi havde et hus med et par tønder land tæt ude ved klintens trone, min far var tøffel- og træskomand, og min mor var vaskekone…’ Som et kuriosum skal det nævnes, at Ole Monty på grund af sketchen blev så populær i Ledøje, at han i 1963 blev udnævnt til æresborger og kom ud og mødte den rigtige smed, Niels Peter Nielsen, der på Sdr. Gade 13 drev smedevirksomhed fra 1909 til han døde i 1967, 84 år gammel. Der var i samme periode mindst to andre smedevirksomheder i byen. På Gadebrøndvej 1 havde Kristian Pedersen fra 1917 til 1922 en smedje, der blev overtaget af Niels Peder Larsen, som menes at have haft virksomheden til en gang i 30-erne. På Råbrovej 36 havde Peder Larsen smedje i perioden 1888 til 1931.

Smedjevirksomheden var i den periode en vigtig servicevirksomhed for det landbrug, der dengang prægede landsbyen.

I 1959 startede Otto Johansen virksomhed fra Holmevej 4. Forinden havde han som ung svend været ansat i 14 forskellige virksomheder spredt over Sjælland. De mange forskellige arbejdspladser var udtryk for, at han var tiltrukket af alt nyt, en indstilling, der også prægede ham som selvstændig. Otto Johansen var på det tidspunkt 33 år, født i Husum 1926 og gift med Anna i 1947. Anna Johansen kom oprindeligt fra Norge, født tæt ved Bergen med en far fra Ringsted og en norsk mor. Anna Johansens familie flyttede efter krigen til Danmark, og Anna mødte umiddelbart herefter Otto til et foreningsbal.

I 1958 havde Otto fået arbejde hos Henning Juul Andersen i Ballerup i forbindelse med renovering af Lindeskolen, hvor murermester Herman havde murerarbejdet. De kom til at tale om Ledøje, hvor Jens Herman Nielsen havde et hus, han gerne ville leje ud. Da han også kunne skaffe Otto noget arbejde hos en gartner Kyed på Skebjergvej, besluttede familien, der nu ud over Otto og Anna også omfattede fem børn, sig til at flytte til Ledøje, hvor den i første omgang boede på Ristoften i Odas hus – Oda var Herman Nielsens kone.

I 1959 købte familien grundene Holmevej 4 og 6 – den første parcelhusudstykning i Ledøje – og opførte som selvbygger på nummer 4 er hus, der kom til at danne bolig de næste tre år for familien og et udhus, der blev ramme for virksomheden, der først kom til at hedde Centralvarmeeksperten. Det skal nævnes, at Otto ikke var autoriseret gas – og vandmester, og at han i øvrigt aldrig blev det. Så i de første mange år arbejdede man helt primært med varmeanlæg.

Leon Johansen, familiens ældste søn, kan huske, hvordan han som 11-årig oplevede mødet med landsbyen. I skolen gik tre klasser sammen, og skoleåret startede i april. Otto måtte tage en tørn med overlærer Hermann, før Leon fik en tilfredsstillende indplacering.

I Ledøje var der ganske mange indkøbsmuligheder, Brugsen, købmand Klinke, Nørregårds manufakturhandel, bager Nielsen og kiosken. Men det var bønderne, der prægede byen. I det store hele oplevede Leon tilflytningen som problemløs.

Otto Johansen fik en god start og måtte snart leje sig ind på Tivoligården og senere også hos bager Nielsen, der så i 1962 solgte ham bageriet og ejendommen på Kirkevej. Den blev herefter stedet, hvor virksomheden, Smeden fra Ledøje, skulle udvikles. Al aktivitet blev samlet her, og i 1967 blev længerne kraftigt renoveret. I de første 1 1/2 år fortsatte bagerudsalget med brød fra ballerupbager og passet af Anna, men da det meste af brødet blev spist af familien og ikke købt Ledøje-borgerne, blev forretningen lukket. Herefter overtog Anna Johansen ansvaret for virksomhedens regnskabsførelse. På det tidspunkt var virksomheden vokset til at beskæftige en halv snes mennesker. Aktiviteten var nu udbredt til også at omfatte VVS-arbejde i forbindelse med typehusbyggeri, enfamiliehuse.

Entreprenørvirksomheden Hågensen var en af virksomhedens største kunder. Det var meget lidt, man arbejdede lokalt. Det tog Niels Peter Nielsen sig af. Det gik godt i 60-erne, og trods oliekriser fortsatte ekspansionen i 70-erne, således at virksomheden i 70-erne beskæftigede 25 – 30 mennesker. Man overlevede en enkelt storkundes konkurs og klarede finansieringen ved leverandørkreditter og med meget små lagre.

Leon fortæller, at han var utrolig god til at skaffe nyt arbejde, men at det kunne knibe med at få regningerne afsluttet og få kradset sine udeståender ind. Medarbejderklimaet var godt, der var stort set ikke problemer med personale og fagforeninger. Smeden fra Ledøje havde ry for at være en god arbejdsplads. Det er bemærkelsesværdigt, at i slutningen af 70-erne, hvor virksomheden beskæftigede 25 – 30 mennesker, var op til en fjerdedel heraf familiemedlemmer, uden at det i øvrigt medførte problemer med øvrige ansatte. Det var også i denne periode, at virksomheden fik langvarige aftaler med Løvens Kemiske Fabrik, Toms Fabrikker og Teknologisk Institut, der medførte at 15 – 20 medarbejdere var i fast arbejde. Alt så altså godt ud i denne periode. Ulykkeligvis får Otto Johansen i begyndelsen af 1980 konstateret kræft og dør kort tid efter i Påsken. Otto havde hos kunderne været en person, man havde kontakt med, og som man indgik aftaler med. Da han døde, opstod et tomrum, der skulle fyldes ud, hvis relationerne skulle bevares.

Det blev sønnerne Leon, Allan og Bjørn, der skulle søge at overbevise kunderne om, at Smeden fra Ledøje fortsat kunne leve op til indgående aftaler alt under Anna Johansens ledelse. På et tidspunkt begynder gasinstallationerne at blive udbredt, og allerede i 1982 stifter Smeden fra Ledøje sammen med 6 andre sjællandske og en enkelt sønderjysk VVS-virksomhed, Dansk Energi Enterprise, som Allan Johansen blev leder af. Virksomheden tilbød i byområder at lægge de nødvendige ledninger fra gashovedledningerne ind til de enkelte husstande. Kunden var alene HNG. Det gik ikke helt som forventet. Man fik enkelte entrepriser, men ikke nok, og derfor besluttede man sig for at overtage entreprenørdelen, gravearbejdet i forbindelse med nedlæggelserne af gasledningerne, og det blev for stor og tabsgivende en opgave. Derfor blev Dansk Energi Entreprise lukket i 1984.

Smeden fra Ledøje allierede sig herefter samme år med Petri & Haugsted og dannede P & H Energi, der på grund af Petri & Haugsteds entreprenørekspertise blev en stor succes, at det i 1985 besluttede at sælge aktiviteterne – bortset fra ejendommen – i Smeden fra Ledøje til P & H Energi. I de næste par år er familien ved Anna, Leon, Allan, Bjørn og Benny ansat i P & H Energi. I perioden 1987-90 trækker hele familien sig ud af virksomheden. Allan etablerer først virksomhed i Ledøje under navnet SFL (Smeden fra Ledøje) og flytter senere til Falster, hvor han starter ny virksomhed SFL-International, der er specialiseret i vedligeholdelse og renovering af rør under jord.

I 1990 starter så Benny virksomheden Benny Johansen & sønner A/S fra adressen på Kirkevej. Allerede efter et halvt år beskæftigede virksomheden 15 medarbejdere. Blandt de nye kunder var Dansk Avistryk, men også Toms Fabrikker vendte tilbage.

I 1993 blev selskabet omdannet til aktieselskab, fra at have været personligt ejet. Benny forklarer, at omdannelsen også skete for at signalere til omverdenen, at virksomheden var solid og stabil. Det gik stærkt derudaf, så i 1994 beskæftigede virksomheden 40 personer. Og det er det antal mennesker, som i dag er ansat i Benny Johansen og Sønner A/S. Men til forskel fra tidligere arbejder fra familien kun Dina, Bennys kone, som administrationsansvarlig og Benny som direktør i virksomheden. Som led i en virksomhedsovertagelse er der oprettet en filial i Køge, og man har også overtaget andre virksomheder bl.a. i Tåstrup, men der er ikke yderligere planer om ekspansion. “Nu er tiden kommet til at konsolidere sig, vi har ingen planer om at blive større” siger Benny. “Egentlig havde jeg planer om at beskæftige op mod 100 mennesker, men jeg fandt ud af, hvor hårdt det er, og besluttede derfor at holde lidt igen, få tid til familien, spille petanque, badminton og dilettant”.

I dag er virksomheden væsentligt beskæftiget med VVS- og ventilationsarbejde, men herudover arbejder man med køleteknik og smedearbejde og som noget helt nyt – i relation til boligselskaber – med traditionelt viceværtarbejde. De store kunder har en betydelig andel af vores omsætning. Løvens Kemiske Fabrikker og Teknologisk Institut er igen blevet kunder, og vi er også blevet leverandør til NOVO og DSB, siger Benny.

Sammenligner man med den virksomhed, som Otto Johansen startede i 1959, kan man konstatere, at fra at være lokal virksomhed med en håndværksmæssig baggrund har Smeden fra Ledøje udviklet sig til en virksomhed, der arbejder regionalt og med et industrielt tilsnit. Vi må konstatere, at den lokale smed i landsbyen er forsvundet, men alligevel optræder Benny ligesom Ole Montys smed i Nielsen jævnligt i dilettantforestilling i Ledøje Forsamlingshus uden dog at have ambitioner om en større skuespillerkarriere.

Om fremtiden siger Benny: “Vi har skabt en god og stabil virksomhed med langvarige kunderelationer. Vi har ingen planer om de store udsving, men vil gerne udvikle os i takt med, at mulighederne opstår. Om sønnerne – der er fire – vil tage over, er deres beslutning, men i modsætning til min far vil jeg ikke have dem i lære. De må få deres uddannelse et andet sted.” Jeg prøver, at køre min virksomhed i min fars ånd, selv om at jeg føler, at jeg indimellem kan have svært ved at leve helt op til ham. Jeg er ikke helt så dristig som ham – har nok arvet min mors besindighed og forsigtighed” slutter Benny.